Persefone bliver ført bort mod sin vilje – et mytologisk rituelt bortførselsovergreb, som i mange tolkninger svarer til voldtægt, selvom det ikke altid nævnes eksplicit i de ældste kilder.
Begrebet: ἁρπαγή (harpagē)
– Betyder: bortførelse, rov, overrumpling, raptus
– Kommer af verbet ἁρπάζω (harpazō), som betyder at rive til sig, at gribe voldsomt, at røve
I myten om Persefone bruges netop dette begreb om Hades’ handling:
ἡ ἁρπαγὴ τῆς Περσεφόνης
“bortførelsen af Persefone”
I moderne sprog bruges det også i betydningen af voldsom erobring eller voldelig tilegnelse, og i flere senere tolkninger læses harpagē som en eufemisme for seksuelt overgreb.
Her er, hvad hun bliver
ranet (berøvet)
💥
1. Hendes krop
– Hades tager hende uden samtykke.
– I nogle versioner (især senere romerske og psykologiske læsninger) forstås bortførelsen som seksuel vold.
– Det er en handling, hvor Persefone bliver et objekt i et spil mellem mænd: Hades og Zeus.
👁
2. Hendes vilje
– Hun træffer ikke selv valget om at forlade jorden.
– Hendes mor, Demeter, bliver ikke spurgt – og Persefone selv bliver ikke hørt.
– Det er et overgreb mod hendes ret til at bestemme over sit eget liv.
🌱
3. Hendes barndom / uskyld / livscyklus
– Persefone er jomfru i mytologisk forstand, dvs. uindviet i seksualitet og død.
– Bortførelsen markerer en overgang til voksenverdenen, men på andres præmisser.
– Hun mister den lethed og åbenhed, hun havde som blomsterplukkende pige.
🕳
4. Hendes tilhørsforhold (til moderen, til jorden)
– Hun adskilles fra Demeter – symbolet på moderkærlighed, frugtbarhed og sikkerhed.
– Dette skaber vinteren, fordi Demeter nægter at lade jorden bære frugt, mens hendes datter er væk.
– Persefone bliver dermed også redskab for verdens smerte – hendes fravær skaber kulde og sult.
🍎
5. Hendes mulighed for at vende helt tilbage
– Hun spiser seks granatæblekerner i underverdenen – i nogle versioner fordi hun sulter, i andre fordi Hades narrer hende.
– Det binder hende til dødsriget for en del af året – hun bliver for evigt delt mellem verdener.
– Hun er aldrig helt fri igen.
Persefones ran er ikke kun fysisk – det er eksistentielt.
Hun bliver adskilt fra sig selv, og det kræver en indre og ydre genforhandling af magt, rum og identitet, før hun kan træde frem som dronning af underverdenen, snarere end offer for den.
1. ὕβρις (hybris)
– Det vigtigste og mest anvendte begreb i antikken i voldtægtskontekst
– Betød overgreb, ydmygelse, vold, krænkelse – ikke nødvendigvis seksuelt
– En handling, hvor én krænker en andens ære eller grænse, ofte gennem vold
– Seksuel vold blev ofte forstået som en krænkelse af mandens ejerskab over kvinden (far, ægtemand), ikke som en krænkelse af kvindens integritet
2. βία (bia)
– Betyder tvang, vold, magtudøvelse
– Bruges om handlinger, hvor fysisk tvang eller magt bruges – også i seksuel kontekst
– I tragedier bruges bia ofte om voldtægt, fx i fortællinger om Filomela eller Danaë
3. αἰδώς (aidos) – tabet af skamfølelse/beskedenhed
– Kvinder, der blev voldtaget, blev ofte beskrevet som “forurenede”
– Ikke fordi de havde gjort noget forkert, men fordi æren (timê) var blevet krænket
– Dette hang sammen med begrebet miasma (urenhed)
4. φθορά (phthora) – ødelæggelse, korruption
– Bruges om ødelæggelse af en kvindes kyskhed eller “renhed”
– Bruges især om unge piger (jomfruer) og betragtes som tab af værdi/ære
– I juridisk sammenhæng blev phthora nogle gange brugt om voldtægt